Traunsee
Den smukke Traunsee og Østrigs dybeste, som ligger ca. 50 kilometer vest for Salzburg, er en sand naturperle, der tiltrækker alt fra sejlere og surfere til vandrere og klatrere. Særlig imponerende er kontrasten mellem søens turkisblå vand og de alpetoppe, der rejser sig dramatisk langs søens bredder, og man møder det ene flotte sceneri efter det andet.
En ferie ved Traunsee lægger op til vidt forskellige ting. Er man til slappe- og nydeferie, kan opholdet fyldes ud med spadsereture langs søens promenader, sejlture på det spejlblanke vand eller kulinariske oplevelser på en af områdets gourmet restauranter.
Hvis aktivferie prioriteres højt, byder det kuperede terræn på masser af vandre- og klatreruter samt 37 forskellige mountainbike ture. Og når sulten melder sig, er der sjældent langt til nærmeste bjerghytte. Trækker vandet mere end bjergene, er der rige muligheder for svømning, kitesurfing, stand up-paddling, sejlsport og dykning i Østrigs dybeste sø.
Man må heller ikke glemme kulturen omkring Traunsee. Især de tre kurbyer Altmünster, Traunkirchen og Ebensee er populære. Byerne, der alle ligger direkte ud til søen, lokker med wellness hoteller, gode restauranter samt spændende museer.
Mere traveltalk om Østrig
Generel intro til rejser både sommer og vinter, natur og by, til Østrig
Bjergvandringer i Østrig er godt for sjæl og krop
Skiferie Østrig, mere end 80 artikler om skiferie i Østrig