Bjergvandringer i Østrig. Er 73 km nok?
Bjergvandringer i Østrig er fuld af dejlige overraskelser. Bliv ikke forbavset, hvis en stenbuk pludselig springer ned ad de stejle klipper eller hvis et murmeldyr pifter advarende. Den 73 kilometer lange Verwall-runde er en naturoplevelse ud over det sædvanlige. I Verwall-bjergkæden mellem de to delstater Tirol, og Vorarlberg rager adskillige bjerge op over de magiske 3.000 meter.
Undervejs på bjergvandringer i Østrig og de betagende bjerge
På den syv etaper lange Verwall-runde opleves så forskelligt terræn som Arlberg-passet og Montafon-dalen, man kommer helt tæt på dyre- og plantelivet, og udsigterne skifter konstant. Selv om området er højalpint, betegnes vandreruterne som overkommelige. Sværhedsgraden på de forskellige etaper går fra let til middel, men har man erfaring i at færdes i bjergene, og har man mod på at udfordre sig selv, er der mulighed for at vælge mere krævende etapevarianter. Langs ruten ligger otte hytter, hvor man både kan spise og overnatte.
Bjergvandringer i Østrig: På sporet af de gamle minearbejdere
I bjergene omkring det populære skisportssted Schladming-Dachstein ligger den 70 kilometer lange Schladminger-Tauern-Höhenweg, og her føres man ikke bare langt ind i bjergene – man føres også mange hundrede år tilbage i historien. Det er en af de bjergvandringer, du aldrig glemmer.
Området har altid været rigt på mineraler, så der er brudt malm i mere end 1.300 år, og mange steder dukker sporene af fortiden op. Ruten fører forbi tilgroede og forladte mineindgange, hvor minearbejdere førhen steg ned for at hente malmen op, og flere steder ses ruinerne af deres beskedne huse.
Men turen byder på mere end historie, for via syv etaper oplever man noget af Steiermarks smukkeste natur. I Klafferkessel, der ligger i 2.300 meters højde, kommer man langt over trægrænsen og får et unikt indtryk af det gamle istidslandskab, hvor gletsjere har eroderet store klippepartier bort. Undervejs passeres også de maleriske Giglach-søer, der ligger flot med Dachstein-massivet i baggrunden. Med fire til seks timers vandring per dag, kan den 70 kilometer lange tur gennemføres på en uge, men det er muligt at forkorte turen til 45 kilometer fordelt på fem etaper. Ved hvert etapemål finder man både forplejning og overnatning, og turen kan bookes som færdig pakke indeholdende overnatning, morgenmad og frokost samt et Schladming-Dachstein Card, der blandt andet giver adgang til områdets lifte.
Find mere information om Schladminger-Tauern-Höhenweg i Steiermark
Bjergvandringer langs gletsjerkanten i Stubaier Höhenweg
Stubaier Höhenweg i Tirol er ikke for begyndere. Det er Bjergvandring i Østrig for de lidt mere øvede. Der er mange lettere bjergvandringer, men er man i god kondition, sikker på fødderne og fri for højdeskræk, venter en helt fantastisk naturoplevelse langt over trægrænsen. Her går man ikke forbi smukke blomsterenge med græssende køer – til gengæld kommer man helt derop, hvor ørnene hersker, og hvor gletsjernes smeltevand føder vandløb og bjergsøer.
På den 80 kilometer lange Stubaier Höhenweg bevæger man sig rundt i et terræn, der ligger i to til tre kilometers højde, og vandringen er krævende. Selv om hver etape blot har en gennemsnitlig længde på ti kilometer, skal der afsættes en dag til hver enkelt af dem. Undervejs skal 8.000 højdemeter forceres, enkelte steder er ruten sikret med stålwirer, og på visse passager kommer man på korte klatreture.
Ruten klassificeres som sort/krævende, og man skal medbringe den rigtige udrustning, men den regnes samtidig for at være en af de flotteste vandreture i de østlige alper. En færdig pakke ”8.000 højdemeter på otte dage” kan købes, og den inkluderer overnatning med 1/2 undervejs.
Tre forskellige bjergkæder og bjergvandringer på Montafoner Hüttenrunde
Fra Verwall-bjergenes blomstrende enge til Silvrettas gletsjere og Rätikons imponerende klippepartier. Alt det – og meget mere – venter, hvis vandreturen går ad Montafoner Hüttenrunde.
Her tæt på grænsen til både Schweiz og Liechtenstein, føres man rundt til tre forskellige bjergkæder via en 130 kilometer lang rute, som er delt op i 13 etaper. Indtrykkene er overvældende, og ud over den fantastiske natur kan man dykke ned i historien, der blandt andet fortæller om minedrift og smugleri.
På guldgravning i Østrig
Bjergene er så rige på metaller, at der både er udvundet guld og sølv, og enkelte steder kan eventyrlystne stadig vaske deres eget guld. Nærheden til nabolandene har betydet, at smugleri gennem tiden har været en ulovlig, men yderst populær bibeskæftigelse for lokalbefolkningen. De enkelte etaper varierer i længde og sværhedsgrad, og kun to af dem betegnes som krævende. Undervejs finder man forskellige hytter, der alle tilbyder overnatning og forplejning.
Find mere info om Montafoner Hüttenrunde