Fuld gas for en 21 årig dansker på Lollapalooza i Chicago
Klokken havde passeret middagstid i Chicago, Illinois, hvor slutningen af juli måned byder på den årlige udgave af Lollapalooza-festivalen. Hvert år danner de sidste blocks mellem downtown Chicago og Lake Michigan ramme for Chicagos mash-up af Distortion og Roskilde, hvor man kan opleve fortid, nutid og fremtids store navne give gas i midten af USA’s tredje største by. Blandingen af gadefest og parkliv skaber følelsen af at opholde sig i en oase midt i en glohed storby kendt for ulideligt kolde vintre og et af verdens mest prestigefyldte universiteter, hvor alle er overgivet til varmen og musikken. Udstyret med armbånd der hjemmefra var tilknyttet kreditkortet, så forfriskninger kunne købes ved et simpelt vrik med håndledet under en scanner, lod ingen af os slå ud af, at vores første glimt af Lollapalooza var en drukkenbolt, hvis fest var sluttet, inden morgendukken helt var forsvundet fra græsset i parken. Nu skulle der festes. Med min onkel, faster og far ved min side var jeg suverænt den yngste i gruppen.
Da jeg var lige var fyldt 21, var jeg tilmed en af de yngste på festivalen grundet USA’s strenge lovkrav omkring udskænkning af alkohol til mindreårige. Men til min forbløffelse inviterede Lollapalooza en bred skare af folk af forskellig alder og musikalske præferencer ind i hjertet af Chicago og ud på de udbredte tæpper i græsset. På med solbrillerne, op med skjorteærmerne, øjnene på scenen – det her var en fest for alle. Selv min far, der ligeså længe jeg har kendt ham har sværget til viften af folkelige musikalske skikkelser Danmark har stået for siden 80’er frem for alskens internationalt popmusik, kunne ikke stå for Kristian Matsson – bedre kendt som The Tallest Man on Earth – og hans fængende one-man show. Melankolien i Matssons stemme stod imidlertid i skarp kontrast til sommerferiestemningen og den lette summen i benene efter de første par forfriskninger, men mindede samtidigt om, at fortidens lykkelige øjeblikke først og fremmest skal nydes i nuet. Denne dag var et sådan tilfælde. Procenterne i blodet blev højere og benene blev tungere, som dagen skred frem, og efter en pause på en time med pizza og snak med de lokale var det på tide at beslutte, hvilket band skulle afslutte vores dag. Der kører flere koncerter på samme tid forskellige steder på det store parkareal, hvorfor Lollapalooza også er en benhård øvelse i prioritering og planlægning, hvis man skal have maksimalt ud af sin dags-billet. Pausen var blevet tilbragt for tæt på en koncert med et metal-band til, at nogle af os kunne overskue at slutte dagen af med Metallica, hvilket oprindeligt havde været planen. I stedet fik jeg overtalt mine noget ældre familiemedlemmer om, at svensk techno i form af Alesso var svaret. Efter endt salgstale gik der ikke længe, før jeg for første gang i mit liv opdagede, at hverken min onkel, faster eller far har nogle intentioner om at blive gamle i nær fremtid; de havde indfundet sig blandt 30.000 fulde college-studerende, der var kommet for at gnubbe sig op af det modsatte køn og slutte dagen af med et brag. En times ungdommelig ekstase og et minde for livet markerede slutningen på min første oplevelse med Lollapalooza. På sin vis var der her tale om en familiefest midt i byen, og jeg glæder mig allerede til den dag, hvor jeg flankeret af mine egne børn skal trækkes igennem fremtidens navne. Jeg håber, jeg kan gøre mine ældre familiemedlemmer kunsten efter til den tid.
