Italiens 5 selvstyrende regioner, landene i landet
Italien består af 20 regioner, hvoraf fem er selvstyrende eller autonome regioner med særlige administrative og lovgivningsmæssige beføjelser. Disse regioner har deres egen grundlov, kaldet statuto speciale, der giver dem udvidet selvbestemmelse sammenlignet med de øvrige 15 regioner. De fem autonome regioner er:
Oversigt over budgetvenlige rejsemål i denne artikel
Hvorfor er disse regioner selvstyrende?
Den særlige status for disse fem regioner stammer fra historiske, kulturelle, sproglige og geografiske forhold. Hver af regionerne har en unik baggrund, som har påvirket deres forhold til den italienske stat og førte til deres selvstyrende status. Autonomien er designet til at sikre en større grad af selvbestemmelse i forhold til lokale forhold, herunder økonomiske, kulturelle og politiske beslutninger.
Selvstyret er hovedsageligt centreret om økonomiske og administrative områder som beskattning, offentlig service, og i nogle tilfælde sprog og kultur. Det betyder, at de selvstyrende regioner har magt over flere lokale anliggender end de øvrige regioner.
Sicilien
Sicilien er den største ø i Middelhavet og en af Italiens mest unikke regioner, både geografisk og kulturelt. Sicilien blev en autonom region i 1946 efter Anden Verdenskrig. Denne beslutning blev taget som en måde at dæmpe regionale uafhængighedsbevægelser på øen, som havde vundet støtte under fascismen og ønskede selvstændighed fra Italien.
- Væsentlige byer:
- Palermo (hovedstaden) – Siciliens største by og økonomiske centrum.
- Catania – kendt for sin industrielle base og beliggenhed ved foden af Etna-vulkanen.
- Messina – en vigtig havneby, der ligger tæt på det italienske fastland.
- Siracusa – historisk by med græske rødder og mange antikke monumenter.
- Selvstyrets omfang: Sicilien har betydelige beføjelser over sin økonomi, herunder ret til at beholde en større del af skatteindtægterne, som genereres på øen. Øen har kontrol over landbrug, industri og fiskeri, hvilket er kritisk for Siciliens økonomi. Øens kulturelle rigdom og unikke status afspejles også i bevaringen af dens dialekter og gamle traditioner.
Sardinien
Sardinien er den næststørste ø i Middelhavet og en region med en stærk kulturel og sproglig identitet. Sardinien opnåede autonomi i 1948, også som et forsøg på at imødekomme regionale aspirationer om større selvstyre efter krigen.
- Væsentlige byer:
- Cagliari (hovedstaden) – den største by på øen og et vigtigt økonomisk knudepunkt.
- Sassari – en universitetsby og kulturelt center i det nordlige Sardinien.
- Olbia – kendt for sin forbindelse til den populære Costa Smeralda kyststrækning.
- Nuoro – en by i det centrale Sardinien, som er kendt for sin kunstneriske og litterære arv.
- Selvstyrets omfang: Sardinien har kontrol over sit landbrug, skovbrug, fiskeri og mange miljøspørgsmål. Øens særlige status gør det muligt for den at bevare sine sprog og traditioner, såsom det sardiske sprog (Sardu). Øen har også større kontrol over skatteindtægter og investeringer i lokal infrastruktur og turisme.
Trentino-Alto Adige/Südtirol
Denne region er en særlig situation, da den består af to provinser med vidt forskellige kulturelle og sproglige baggrunde. Trentino-Alto Adige ligger i den nordlige del af Italien og blev en del af Italien efter Første Verdenskrig. Alto Adige (eller Sydtyrol) er overvejende tysktalende, mens Trentino er italiensktalende. Regionen blev autonom i 1948 som en del af en aftale mellem Italien og Østrig for at sikre beskyttelse af det tysktalende mindretal i Sydtyrol.
- Væsentlige byer:
- Trento (hovedstad i Trentino-provinsen) – kendt for sin historie som centrum for det katolske koncilium i det 16. århundrede.
- Bolzano/Bozen (hovedstad i Sydtyrol) – en tosproget by, der fungerer som regionens kulturelle og økonomiske knudepunkt.
- Rovereto – en historisk by kendt for kunst og museer.
- Merano – en populær kurby i Sydtyrol, berømt for sine termiske bade og alpinske omgivelser.
- Selvstyrets omfang: Trentino-Alto Adige har en særlig dobbelt autonomi. Hver af de to provinser – Trentino og Sydtyrol – har sin egen autonome status, og regionens overordnede regering har ret begrænsede beføjelser. Sydtyrol har særlig kontrol over sprog- og uddannelsespolitik for at beskytte det tysktalende flertal, mens Trentino har kontrol over mange af sine indre anliggender.
Aosta-dalen (Valle d’Aosta)
Valle d’Aosta ligger i det nordvestlige hjørne af Italien, nær grænsen til Schweiz og Frankrig. Regionen blev autonom i 1948, blandt andet for at beskytte det fransktalende mindretal, der udgør en væsentlig del af befolkningen.
- Væsentlige byer:
- Aosta (hovedstad) – en historisk by med mange romerske ruiner og en vigtig base for bjergbestigning og vintersport.
- Saint-Vincent – en kendt spa-by med kasino.
- Courmayeur – en eksklusiv vintersportsby ved foden af Mont Blanc.
- Selvstyrets omfang: Aosta-dalen har betydelig autonomi over uddannelse, offentlig service og lokal økonomisk udvikling. Fransk og italiensk er begge officielle sprog i regionen, og regionen har ret til at opretholde sine egne uddannelsesinstitutioner på fransk. Dette sikrer beskyttelsen af det fransktalende samfund og dets kulturelle arv.
Friuli-Venezia Giulia
Friuli-Venezia Giulia ligger i det nordøstlige Italien og grænser op til Østrig og Slovenien. Regionen blev selvstyrende i 1963 som et svar på den komplekse demografiske og historiske situation i området, der indeholder både italiensk, slovensk og tysk kulturarv. Dens autonome status skyldes delvist nødvendigheden af at integrere et grænseområde med en blandet etnisk befolkning.
- Væsentlige byer:
- Trieste (hovedstaden) – en historisk havneby med en rig kulturarv og et knudepunkt for handel i det centrale Europa.
- Udine – en økonomisk og kulturel by i Friuli-regionen, kendt for sine renæssancebygninger.
- Gorizia – en by delt af grænsen til Slovenien og kendt for sin multikulturelle arv.
- Pordenone – en vigtig industriby i det vestlige Friuli.
- Selvstyrets omfang: Friuli-Venezia Giulia har kontrol over mange lokale anliggender, herunder sundhed, uddannelse og sprogpolitik. Det slovenske mindretal har officielle rettigheder og beskyttes af love, der sikrer undervisning og administration på slovensk i de områder, hvor dette mindretal bor.
Selvstyret giver disse fem regioner mulighed for at tilpasse sig deres særlige behov, hvad angår sprog, kultur og økonomisk udvikling. Det betyder, at de kan bevare deres unikke identiteter, samtidig med at de forbliver en del af den italienske republik.
